Hans Peter Hansen – Grafik

Fernisering torsdag d. 30. september kl. 14-16

Udstillingsperiode 30. september – 23. november 2021

Peter Hansen på Café Aroma i efteråret 2021

Hans Peter Hansen udstiller sin grafiske kunst på Café Aroma i Korsgade fra torsdag d. 30. september til tirsdag d. 23 november. Hans grafik har motiver af natur, dyr og mennesker.

Hans Peter er født i 1940 på Millinge mark. Han blev udlært som bygningsmaler og har arbejdet ved faget i 50 år.  Han er gift med forfatter Birgit Filskov og er siden 1965 bosat i Vester Åby.

Som kunstmaler og grafiker er Hans Peter selvlært. Et 5 måneders kursus hos Albert Elmstedt var starten på hans kunstneriske virke. Hans Peter Hansen har tidligere arbejdet meget med oliepastel og oliemaleri. Efterhånden udtrykker han sig mest i linoleumstryk, som vi nu har mulighed for at se på Café Aroma.

Hans Peter har udstillet på Kunstnernes Påskeudstilling, Kunstnernes Sommerudstilling, Kunstnernes Efterårsudstilling, Charlottenborgs Forårsudstilling og SAK’s Censurede Udstilling. Derudover har Hans Peter været en aktiv udstiller og udstillet utallige gange, hvor lejligheden bød sig.

Lokalt kender vi ham fra den årlige udstilling, Sydfynske Billedmagere på Vestermarkskolen, i Vester Skerninge, hvor han har været aktiv i opstarten og som plakatdesigner.

Han var formand for kunstforeningen, Pakhuset, i Fåborg i årene 1979 – 2000.

Hans Peter Hansen er medlem af Fyns Grafiske Værksted og Landmalerne.