Fredag d. 27. januar kl. 14.30: Det’ Klassisk og Åben Scene

De to første Det’ Klassisk arrangementer i efteråret blev en stor succes og trak fulde huse. Det første arrangement i 2012 bliver med Havndrupkvartetten som hovednavn, og her kan man nyde skønne wienerklassiske toner af bl.a. Mozart og Rossini. Herefter er scenen åben fra kl. 15.30 for alle, som har lyst til at træde op med et nummer eller to.

Havndrup-kvartetten består af fire talentfulde kvindelige strygere, som har fundet sammen gennem miljøet omkring Syddansk Musikkonservatorium, hvorfra de fleste i kvartetten er uddannet eller er under uddannelse. I modsætning til den traditionelle strygekvartet er der her givet plads til det fjerde medlem af strygerfamilien, nemlig kontrabassen, som op gennem musikhistorien har stået i skyggen af de lysere strygerinstrumenter. Her har den dog fået en mere fremtrædende rolle, og kvartetten er derfor også opkaldt efter dens kontrabassist Hanne Havndrup Jensen, som dannede kvartetten i efteråret 2011. De øvrige medlemmer af kvartetten er violinist Maja Laursen, violinist/bratschist Agata Stanczyk og cellist Amelie Helmstad.